
Læring i udvikling
På Bjerregrav Skole arbejder vi løbende med at udvikle undervisningen, styrke elevernes læsekompetencer og skabe læringsmiljøer, der understøtter både faglighed, trivsel og en mere praksisfaglig skole.
Udviklingsmål 2026/27:
- Vi ønsker at fastholde og styrke elevernes høje trivsel ved at videreudvikle et anerkendende og varieret læringsmiljø med vægt på faglig trivsel.
- Vi vil styrke elevernes læsekompetencer og samtidig fremme elevernes læseglæde, så alle elever kan blive så dygtige, som de kan.
Skolens personale samarbejder tæt i klasse- og fagteams, hvor kompetenceudvikling både kan bestå af intern og ekstern kompetenceudvikling.
Vi samarbejder med VIA University College i Aarhus og Randers, hvorfra vi løbende har lærer- og pædagogstuderende i praktik. Dette giver os en gensidig erfaringsudveksling og det giver liv og nye input til vores personalegruppe på omkring 20 ansatte.
Vi vægter desuden årets skoleudviklingssamtale med forvaltningen, hvor vi dykker ned i skolens data og ikke mindst den daglige drift, hverdagsfortællinger fra skolen, så vi hele tiden kan stå på tæer og lave endnu bedre skole. Derudover arbejder vi ligeledes med læringskonferencer på 0., 2. og 4. årgang, hvor skolens ressourcepersoner/vejledere vejleder og sparrer med klasseteamet omkring elevgruppen.
Vi tilrettelægger undervisningen efter fagrækken for det enkelte klassetrin, men har også stort fokus på læring og trivsel på tværs.
Derudover vil vi i skoleåret 2026/27 arbejde mere praksisfagligt i ugentlige værkstedsmoduler, hvor vi arbejder mere fordybet med et fag/emne/tema. I dette skoleår udbyder vi fem værkstedsfag, som er dansk, matematik, krea/kultur/mad, natur/makerspace og leg/bevægelse/samarbejde.
Opdaterede lokaler
Vi har i de seneste år været heldige med fondssøgninger til skoleudvikling, bl.a. etablering af et nyt naturfagslokale med integreret Makerspace, som blev etableret i efteråret 2025.
Udover renovering af naturfagslokalet og det kommunale arbejde med makermindset, projektet Fra ildsjæl til team, er Bjerregrav Skole blevet udvalgt som en ud af fire modelskoler i Randers Kommune.
Det politiske udvalg for skole- og uddannelsesområdet har besluttet, at Bjerregrav Skole er en blandt flere skoler, som trænger til mere tidssvarende læringsrum. Det vil betyde, at vi i skoleåret 2026/27 forhåbentligt kan begynde at nytænke vores almenarealer, såsom klasselokaler og øvrige læringsrum.
Vi skal som skole gå i front for, hvordan man kan kompetenceudvikle og skabe fysiske læringsrum, som understøtter en mere praksisfaglig tilgang til læring med etablering af flerfunktionelle læringsrum.