
Lær os at kende
Bjerregrav skole er en lokal skole med stærke fællesskaber og høje ambitioner.
Bjerregrav Skole er en lokal folkeskole i Øster Bjerregrav med omkring 110 elever fra 0.-6. klasse. Skolen har ét spor på hver årgang, en specialklasse med 10 elever, førskole og en skøn SFO. På Bjerregrav Skole kender eleverne hinanden på tværs af årgange, da de mødes dagligt i både frikvarterer og US-bånd. Det skaber tryghed, trivsel og stærke relationer.
Bjerregrav Skole er Danmarks næstældste folkeskole med rødder helt tilbage til 1640, men tiden har ikke stået stille siden da. I dag kombinerer vi stolte traditioner med moderne undervisning og et stærkt fokus på at udvikle elevernes faglige, personlige og sociale kompetencer.
Vi lægger vægt på kvalitet i undervisningen, læringsmiljøerne og de professionelle fællesskaber. Undervisningen er varieret og inddragende, hvor vi har fokus på praksisfaglig læring. Elevernes stemme er vigtig, og vi bruger blandt andet feedback fra eleverne til at arbejde med motivation og udvikling. Samtidig prioriterer vi kompetenceudvikling og et tæt samarbejde mellem skolens medarbejdere.
Se skolen og hør mere om vores værdier
Hvorfor skal du vælge os?
En skole tæt på lokalsamfundet
Skolen ligger tæt på både Bjerregrav Hallen og Aktivitetsparken, som er en naturlig del af hverdagen og giver gode muligheder for bevægelse, leg og læring.
Vi har også en hyggelig SFO-bygning for sig. Her kan børnene møde ind fra kl. 6.30 om morgenen hos vores faste morgenåbner. Efter skoledagen åbner SFO'en igen kl. 13.15 hos det faste SFO-personale, som samtidig er en integreret del af skoledagen.
En tryg start på skolelivet
Vi arbejder målrettet på at skabe en god overgang fra dagtilbud til skole og en rød tråd mellem daginstitution, skole og SFO.
Hvert år i marts starter vores førskole, hvor vi tager imod de kommende skolestartere. Førskolen holder til i SFO'ens bygning, men allerede fra den første måned besøger børnene børnehaveklassen. På den måde lærer de gradvist skolens lokaler, medarbejdere og børn at kende, inden de starter i 0. klasse i august.
Personale fra Børnehuset Bjerregrav og skolen følger børnene gennem førskoleforløbet. Når børnene starter i 0. klasse, følger skolens pædagog med videre. Børnehaveklasselederen har desuden to ugentlige lektioner i førskolen, så børn og voksne når at lære hinanden godt at kende inden skolestarten.
Forældrene fortæller
Kasper Dalager Vestdam, far til Lea i 3.A og Laura i børnehaveklasse
"Det giver et stærkt og nært fællesskab med både personale og andre forældre på tværs af klassetrin at have børn på Bjerregrav Skole. Man kan mærke, at skolen vægter trivslen højt, hvilket giver tryghed for både elever og forældre."
Tine Lund, formand for skolebestyrelsen og mor til Ebbe og Aske i 2.A og 5.A
"At sidde i skolebestyrelsen på vores lokale landsbyskole giver en unik mulighed for at blive hørt og gøre en forskel. Det tætte samarbejde styrker både skolen, vores børn og fællesskabet."



