Første fagdag i matematik

Bjerregrav Skole samlede alle elever til en anderledes dag med matematik med fokus på fællesskab, nysgerrighed og faglige udfordringer.

Bøgerne var pakket væk og i stedet stod dagen på leg, logik og sjov, da Bjerregrav Skole for første gang holdt fagdag i matematik.

”Målet med fagdagen er, at den både styrker fællesskabet, trivslen og fagligheden. Vi håber, at eleverne går herfra med en sjov oplevelse en fornemmelse af, at matematik faktisk kan være både sjovt og brugbart i mange sammenhænge,” siger Hanne Schøler Fast, lærer og matematikvejleder på Bjerregrav Skole.

Allerede fra morgenstunden blev klasserne mixet med deres venskabsklasser, som alle skulle igennem fire værksteder:

  • Skak – på en anderledes måde. Udover at skulle tænke strategisk blev der løbende tilføjet nye udfordringer. Blandt andet skulle eleverne spille i par, hvor den ene var ”hjernen”, der udtænkte trækkene, mens den anden var ”armen”, der flyttede brikkerne. De måtte ikke tale sammen, men skulle samarbejde ud fra klare instruktioner – en øvelse i logik, koordinering og forudsigelse, som en del af matematikken.
  • I Multihallen stod den på fællesopgave med at få placeret hinanden efter højde – fra høj til lav. Derefter fulgte forskellige gruppeopgaver. Blandt andet skulle hver gruppe bygge en stor terning af mindre klodser, uden at samme farve måtte gentages på siderne – en sjov udfordring i systematik, og logisk tænkning.
  • I spilleværkstedet fik eleverne mulighed for at udforske matematik gennem spil og leg. Med terninger, brætspil og hjemmelavede penge blev der lagt til, trukket fra, regnet på sandsynligheder, tænkt strategisk og taget chancer.
  • I det kreative værksted blev der arbejdet med former og figurer på mange måder. Eleverne skulle blandt andet skabe mønstre og billeder ud fra spejlinger, drejninger og parallelforskydninger. Her blev matematikken gjort håndgribelig, når eleverne med farver, papir lavede flotte geometriske mønstre.

Hele dagen summede skolen af grin, koncentration og samarbejde, hvor de større elever var gode til at få de yngre elever engageret. Fagdagen blev rundet af med en fælles aktivitet i hallen, hvor eleverne brugte kroppen til at skabe matematiske mønstre og løsninger.

Familiematematik for forældre

Allerede på tirsdag fortsætter matematikfokusset, når forældre til elever i 0.–2. klasse for første gang er inviteret til familiematematik. Her får de et indblik i, hvordan børnene arbejder med talforståelse, regnestrategier og fleksible måder at regne på.